Af Peter Kemp¹

DEN 22. JULI sidste år myrdede nordmanden Anders Behring Breivik 77 mennesker. Nu skulle man så tro, at den gale mand ville blive dømt til fængsel på livstid og med ringe mulighed for nogensinde at komme ud. Men så let skulle det ikke gå. Oslo byret anmodede to specialister i psykiatri, Torgeir Husby og Synne Sørheim, om en mentalundersøgelse og i denne måned blev 30 sider af deres rapport offentliggjort. Deres konklusion er, at Breivik var psykotisk da han udførte sine myrderier og lider af paranoid skizofreni eller afsindige tankeforstyrrelser. Retten skal så afgøre, om han er egnet til straf. Den kan erklære, at han nok var fysisk skyldig , men ikke moralsk skyldig i myrderierne.

Det har skabt den store debat. De to psykiatere lægger tydeligvis op til, at Breivik skal under behandling, selvom man ikke har noget fysisk bevis for, at han er skizofren. Diagnosen hviler udelukkende på de ”vrangforestillinger” man finder hos ham.

Men andre mener, at dette slet ikke er nok til at erklære ham uegnet til straf og anker bl.a. over, at hans ”Manifest 2083” ikke er indgået i vurderingen af hans påståede skizofreni; 35 bistandsadvokater har da også på vegne af 129 berørte personer bedt om en ny mentalundersøgelse. Det er dommeren gået med til og to andre psykiatere skal nu i gang med den.

DENNE SAG har vide perspektiver, både etisk, filosofisk og videnskabeligt. Læser man Husbys og Sørheims rapport, ser man for det første, at begrundelsen for at erklære Breivik uegnet til straf er yderst tynd, nærmest skandaløst tynd, og for det andet at de to psykiatere ikke har gjort sig de ringeste overvejelser over de politisk, sociale og moralske perspektiver, der ligger i at erklære ham sindssyg på dette spinkle grundlag. Konsekvensen heraf må nemlig være, at det, man kunne kalde politisk galskab, ikke er egnet til straf, end ikke hvis det har medført ”forbrydelser imod menneskeheden”.

De ”vrangforestillinger”, som psykiaterne finder hos Breivik , er ikke væsentligt anderledes end de forestillinger som f.eks. Hitler, Stalin og Kadafi havde som begrundelse for deres ret til at myrde løs på egne borgere. De var lige så politisk vanvittige som Breiviks forestillinger, blot var disse diktatorers ideer om forestillingernes gennemførelse ikke så naive som Breiviks.

DE KRITERIER for skizofreni, som de to psykiatere lægger til grund for deres vurdering af Breiviks tilstand, kaldes ICD-10 diagnosesystemet. Dette formuleres lidt forskelligt af fagfolk, men i hovedsagen anføres to kriterier.

Det ene kriterium kræver, at man finder et af fire symptomer:

(1) Tankeekko, tanketyveri o.lign, men det finder man ikke hos Breivik.

2) Forestilling om ydre styring af ens tanker. Den finder man heller ikke hos Breivik.

(3) Hørehallucinationer (personen hører ”stemmer”). Dem kan man ikke bevise, at Breivik har haft, selvom psykiaterne ”mistænker” ham for at have haft dem, men må sige, at de ikke har ”sikre holdepunkter for at antage det” (s. 226).

(4) ”Vedvarende vrangforestillinger af bizar karakter”, og dem finder psykiaterne en mængde af hos Breivik.

Det andet kriterium kræver, at mindst to af følgende fire symptomer forekommer:

(1) Vedvarende hallucinationer, men dem har Breivik ikke haft.

(2) Tankeforstyrrelser, såsom usammenhængende sætningskæder eller dannelse af nye ord (neologismer); det sidste gælder for Breivik, men vil jo også gælde for en række filosoffer og videnskabsmænd, f.eks. psykiatere.

(3) Nedsatte muskelspændinger som med en psykiatrisk neologisme kaldes ”katatone fænomener”, hvad f.eks. kan være ”påfaldende kropsholdninger”; dem finder de to psykiatere ikke, selvom de undrer sig over ”hans let stivnede kropssprog, idet han bevæger sig meget lidt på stolen under undersøgelserne” (s. 224).

(4) Negative symptomer så som sprogfattigdom og mangel på energi og initiativ. Det kan man vanskeligt sige om Breivik, selvom de to psykiatere søger at komme nær på det ved at tale om en ”markant følelsesafmatning”.

SAGEN ER , at Breivik er uhyggeligt normal, når man ser bort fra hans politiske galskab. Han passede sin skolegang indtil han gik ud af 3. G; han var ansat i forskellige firmaer og forsøgte at drive eget firma, og det var ingen succes. Så flyttede han hjem til sin mor, og hun tog sig af ham, indtil han i maj 2011 købte det hus, hvor han planlagde sine terrorhandlinger.

Han har ikke haft overforbrug af alkolhol og rusmidler. Han følte sig i de seneste år ensom, han mor syntes han var sær, og han var uden kontakt med kvinder, men det gør ham jo ikke sindssyg.

Men han udviklede efterhånden en forestilling om sig selv som pioneren i en europæisk borgerkrig og som leder af en tempelridderorden. Han mente, at han efter at have udryddet de værste ”forrædere” skulle sørge for at deportere flere hundrede tusind muslimer til nordafrikanske havnebyer. Han så frem til afskaffelsen af de nordiske kongehuse og hans egen indsættelse som ny regent. Og han mener i dag at hans terror er udtryk for en stor kærlighed til Europa.

Han har også ideer om” reservater (for urfolket normænd), DNA testing og massefabrikker for fødsler”. De karakteriseres som ”et bisart, paranoid vrangforstillingssystem” (s. 226). Men var det ikke netop sådan de ledende nazister tænkte og sådan som Huxley i Fagre ny verden har beskrevet et kommunistisk system? Det spørgsmål falder ikke de sagkyndige ind.

Og de analyserer ikke Breiviks politiske manifest . De siger blot, at det vidner ”om stor evne til detaljerigdom og håndtering af store sagsmængder” (s. 227)

DEN NORSKE filosof Lars Fr. Svendsen har kort efter begivenhederne analyseret Breiviks manifest i en kronik i Aftenposten (1. august 2011). Han skriver, at det viser, at hans terror er ”en gal mands værk i en hverdagslig betydning af ordet, men han er næppe så gal at det frikender ham for moralsk og juridisk ansvar…. Han opfylder de klassiske aristoteliske kriterier [fra Aristoteles’ logik] for at have handlet frivilligt: kontrol over og kundskab om handlingen. Der går tanker forud for hans handlinger.”

Breiviks politiske univers er naturligvis en fantasiverden, og som sådan er det en overbygning til virkeligheden her og nu. Men det benægter ikke noget, som enhver kan se. Det handler i øvrigt om det nye samfund som han forestiller sig; det er urealistisk og naivt, men ikke logisk umuligt.

Breivik er derfor ikke mere gal end Hitler, Stalin, Gadaffi, Bin Laden og mange andre politiske massemordere har været. Men hvordan kan man så hævde, at Breivik ikke bør straffes som andre forbrydere? Skal han blot erklæres for uegnet til straf, fordi han blev en taber og ikke – for en tid – en sejrherre?

HVORAF KOMMER idéen om, at den store ondskab blot er sygdom, en misdannelse i det menneskelige maskineri?

Den kommer sikkert af et bestemt menneskesyn. Det er den menneskeopfattelse, der radikalt benægter menneskets frihed: mennesket skal kun være bestemt af ydre årsager og har derfor ingen mulighed for beslutte sig for at være destruktiv, lige så lidt som det frit kan vælge at gøre godt.

Dette menneskesyn benægter menneskets frihed til f.eks. at være massemorder. Det er ikke kun et synspunkt i vores videnskabelige tid. Der har været teologer, der hævdede, at alt var forudbestemt af Gud og at det onde ikke virkelig fandtes men kun var en mangel på virkelighed. Og der har været filosoffer, der har forestillet sig verden som et stort maskineri, hvori ondt og godt ikke har nogen mening.

Den totale benægtelse af friheden er blevet fremført både af de fromme, der ville ”retfærdiggøre Gud” , og af de ”videnskabstroende”, der som en slags guder ville have det totale overblik over alting.

MEN NOGLE filosoffer har hævdet noget andet .

Således skrev Immanuel Kant i et essay om Det radikale onde i den menneskelige natur fra 1792, at mennesket både har et anlæg for det gode og en hang til det onde, og det onde, han talte om, var det onde, som mennesket selv kan udføre, altså ikke lidelser og ulykker. Det består i at sætte sig selv i centrum og lade tilfredsstillelsen af egne drifter være vigtigere end at gøre godt for andre. Lysten til dette onde kaldte han ”uudforskelig”, ikke fordi vi ikke kan forstå, hvad det onde er, men fordi ”den må tillægges os selv”, dvs. ikke har anden forklaring end vores frihed, der ikke kan forklares videnskabeligt, dvs. ud fra hvad der allerede findes.

F.W.J. Schelling fulgte Kant op og hævdede i sin afhandling Om den menneskelige friheds væsen fra 1809 (på dansk med indledning af Adam Diderichsen i 1995), at vi må gøre op med tanken om, at verden er fornuftigt indrettet, hvis vi antager, at mennesket har frihed til at gøre godt og ondt. For Schelling er mennesket med Diderichsens ord ”sat i et stadig valg mellem den guddommelige kærlighed, som det, der løfter det op mod lyset, og viljen til grunden som det, der vender det imod det tyngdens mørke, hvorfra det er skabt”.

Søren Kierkegaard fulgte ham i at se det ondes oprindelse uløseligt knyttet til friheden . Han erklærede i Begrebet Angest fra 1844, at friheden er et spring, ”som ingen Videnskab har forklaret eller kan forklare” (Kap. 2, § 2), og han så i menneskets opdagelse af sin egen frihed, når det bliver angst for sine egne muligheder, også dets opdagelse af egen skyld, altså en uløselig forbindelse mellem frihedserkendelse og skylderkendelse.

Ifølge Kant, Schelling og Kierkegaard er vi altså nødt til at indse, at det onde er filosofisk, teologisk og videnskabeligt uforklarligt, ligesom friheden er det. Men det betyder jo ikke blot, at mennesket er frit til at nedbryde og ødelægge. Det er også frit til at skabe, opfinde, konstruere, organisere, danne fællesskaber, forme værker . Som Schelling sagde: ”I mennesket er den dybeste afgrund og den højeste himmel”.

MANGE FILOSOFFER i det 20 århundrede har fortsat denne tankegang. F.eks. har Paul Ricœur i sit værk om Det Ondes symbolik fra 1960 påvist, at vi kun kan tale om det onde, som vi selv er skyld i, med symboler og myter, netop fordi det er udsprunget af vores egen gådefulde frie vilje.

Og i sin ”Rapport om det ondes banalitet”, der handler om processen imod Adolf Eichmann, så Hannah Arendt det onde som uudsigeligt. Men det ondes banalitet består ikke i, at det er en bagatel, Den består derimod i, at det onde, som Eichmann – denne skrivebords-Breivik – iværksatte med sin organisering af dødslejrene , ”udfordrer ord og tanke”, det er word and-thought-defying. Det er så forfærdeligt, at det ikke kan siges og fattes, selvom det ikke bestod i andet end at følge en leders ordre og gennemføre den med størst mulig omhu, noget helt banalt for et teknisk menneske.

Men vi finder roden til det i os selv, i den frihed vi gerne vil være. Det var vel det, Lars von Trier mente, da han sagde , at han ”forstod Hitler” og dermed erkendte, at destruktiviteten er i os selv, fordi friheden til at gøre godt og ondt er os selv.

Netop derfor kan vi ikke antage, at ”alt er tilladt”, sådan som det sker i den nihilisme, som den franske filosof Andre Glucksmann har vendt sig imod, bl.a. i en bog om Maj 68 (fra 2008) . Nihilisten tror, han stadig er fri, men tilbage af friheden, siger Glucksmann, er kun ”den del af os, der benægter kendskab til ondskab og løgn”.

TIL SYVENDE og sidst er der ikke anden forklaring på Breiviks ugerninger end hans politiske galskab, der ikke fritager ham for almindelig straf. Det betyder naturligvis ikke , at der ikke er former for sindssyge, der gør et menneske uegnet til straf. Men grænsen mellem strafegnet og strafuegnet gør de omtalte ICD-10 kriterier ikke rede for, og det er meget problematisk, når de anvendes til at føre psykiatrien frem som moralens overdommer.

Hvis en person virkelig er sindssyg, må det være, fordi han eller hun ikke kan kommunikere sammenhængende med andre og i egen bevidsthed er udenfor menneskelig tid og rum. Men det er langtfra tilfældet med Breivik, sådan som rapporten selv fremhæver.

Nogle har sagt, at Breivik slipper for let ved at blive sendt til behandling. Men det ville kun være tilfældet, hvis han virkelig led af en sygdom, der kunne kureres (hvad rapportens forfattere i øvrigt ikke tror på), så han efter nogle år kunne løslades ”som normalt menneske”. Skal han dømmes til indespærring og tvangsmedicinering for resten af sit liv uden at være syg er det derfor en værre dom end at blive dømt til fængsel på livstid, fordi det vil være at reducere ham til et farligt vildt dyr.

Men selv den værste forbryder har ret til at blive straffet. Det er en ære at blive straffet, som filosoffen Hegel sagde, for i fængslingen ligger stadig en anerkendelse af fangen som menneskeligt væsen, og dermed respekt for de menneskerettigheder, der gælder for enhver, selv den værste forbryder.

Det skal derfor ikke være, fordi han slipper billigere ved at blive erklæret sindssyg, at man ikke skal gøre det, men fordi det vil være en benægtelse af hans frihed til at gøre det onde. Og denne frihed bør forsvares, ikke kun for Breiviks skyld, men fordi et samfund ikke kan bestå uden borgere, der står til regnskab for deres handlinger

Og det må Breivik gøre som alle andre, selvom man kan sige, at han er gal. Men hans galskab er politisk, ikke klinisk og medicinsk.

Mit forfatterskab er hurtigt overstået. Det består af to bøger. Den første hed Ind i Musikken og udkom i 1987. Det er en vanskelig bog med en masse nodeeksempler. Jeg skrev den bog jeg ville, og til alles forbløffelse solgte den over 100.000 eksemplarer og sælger stadigvæk.

Det viste sig, at det var en bog som satte en samtale i gang, som vi havde lyst til at føre. En samtale som – med et udtryk fra naturvidenskaben – udviklede selvstændige
empirikere. En selvstændig empiriker er et menneske som er forsker i eget liv, et selvstændigt sansende og undersøgende menneske.

Ordet samtale er afgørende og med min bog nr. to, Mesterlære, en livsfortælling, håber jeg på at sætte en samtale i gang som vi har hårdt brug for. En samtale som handler om hvem vi er som kulturvæsner, hvor vi sidder fast og hvordan vi kommer videre. Hvad vil vi med vores liv og samfund?

I Mesterlære fortæller jeg om mit liv som deltager i den ultra positive og supernødvendige udvikling af værdier vi har gennemført i vores del af verden, og gennemført med stor succes. Det er en udvikling, som har lært os omsorg og skabt velfærdsstaten.

En udvikling, hvor kvinderne har talt sig fri af tusind år gamle patriarkalske strukturer og udviklet en identitet som frie og selvstændige væsner på lige fod med mændene.

Vi lever i et samfund hvor stort set hele befolkningen er i stand til at tale civiliseret om hvordan rollerne om hjem og børn og arbejde skal fordeles mellem far og mor. Aldrig før i verdenshistorien har man oplevet noget tilsvarende og kun ganske, ganske få steder på planeten har man et befolkningsflertal som kan det.

Og vi har udviklet senmodernitetens sensitive selv, og kan med matematisk præcision tale os ind på livet af hinanden, hvis vi vil.

Vi er produkter af ufattelig mange timers kvalificerede samtaler, hvor vi i kraft af velfærdsstaten har haft tid til at tale om alt mellem himmel og jord, og har haft lov til at tale om alt mellem himmel og jord. Vi er en nation, hvor vi kan gå i Falkonercentret til Krop, Sind og Ånd messe og zappe tro og religion. Vælge mellem 31 forskellige slags Kristendom, Sufidans, Koranlæsning, guld røgelse og myrra skær. Hvornår i verdenshistorien har vi kunnet opvise noget tilsvarende, og hvor mange steder på planeten?

Sku’ vi ikke ta’ og lave sådan en messe i Saudiarabien?

Vi har definitivt afskaffet den sorte skole og spørger vores børn: ”Hvad kan du tænke dig at bruge dit liv til min egen guldklump?” Intetsteds i verdenshistorien og næsten ingen andre steder på planeten kan mønstre en civilisation som kan det.

Vi mennesker, som er samlet her på Bogmessen, er resultatet af en lang, nødvendig, positiv og super vellykket udvikling af værdier.

Men vi er sandet til i vores egen succes og sidder lammede til halsen i vores egne værdier.

Kultur bølger mellem nybrud og tilsanding, og tilsandingen af vores kultur kan ses over alt, når man har øjne at se med.

Tilsanding af individet: Hvor min farfar, bondemanden havde en identitet, som på mange måder fortalte ham, hvordan et ordentligt menneske skal opføre sig, har vi udviklet en psykologisk selvforståelse.

Psykologien er en videnskab, som har givet os umådeligt rige gave, men den psykologiske selvforståelse er problematisk, fordi psykologiens hovedinteresser er, hvordan vi har det, og hvorfor vi har det, som vi har det. Hvis man ikke er på mærkerne – og det var vi ikke – vil det opfordre os til at interessere os så intenst for, hvordan vi har det, at
der udvikles en morbid selvoptagethed. Og når vi er optaget af hvorfor vi har det som vi har det, så udvikler vi offerbevidsthed.

Offerbevidsthed: Vi hører en mand og en kvinde tale sammen i Supermarkedet, så ubehageligt, at vi kan regne ud, at de må da vist være gift. Udenfor siger hun: ”Hvor var du ubehagelig”. Hvortil han trækker offerkortet og siger: ”Jamen jeg er så deprimeret”. Så er samtalen forbi, for når man er deprimeret, er der ingen grænser for hvor infamt man har ret til at opføre sig, overfor sit hjertes erklærede udkårne.

Vi taler meget om nærvær. Nærvær betyder, at vores tid og vores opmærksomhed er givet til hinanden, til verden.

Fravær er jo så, når vores tid og vores opmærksomhed er givet til hvem? Til os selv. Det befriende ved sådan et udsagn er, at det ikke er et synspunkt. Det er en kendsgerning! Og når verdenshistoriens mest udviklede sensitive selv retter al sin sensitivitet mod sig selv, skabes der en uigennemtrængelig skal af fravær. Som vi lever vores liv i. Hvor det vigtigste i verden er, hvordan jeg har det! Det har taget 13,7 milliarder år at udvikle en bevidsthed, der kan tænke selv. Det vigtigste i vores liv, kan det virkelig være hvordan vi har det!

Samtalen, fællesskabet og debatten er tilsandet: Fraværet af visioner betyder, at vi lever vores liv i overlevelsesinstinktet. At vi ser verden gennem overlevelsesinstinktets værdier. Overlevelsesinstinktets kærne er den eksistentielle grundangst. Vi har været andre væsners middagsmad siden tidernes morgen. Så idealtilstanden for overlevelsesinstinktets fællesskab er fred på jord. Hygge. For at få hyggen til at brede sig styrer vi os. Vi holder igen med, hvad vi taler om. ”Dont rock the boat.” Hygge er et fællesskab, vi bliver dummere af, men formålet er heller ikke udvikling, overhovedet. Det er fred på jord. Altså, et fællesskab på bekostning af individualitet.

Overlevelsesinstinktets debatform er åben krig, konflikt, hvilket er individualitet på bekostning af fællesskab. Hvis vi ser på hvordan medierne orkestrerer en debat, så er det altid som konflikt. Der skal være et modsætningsforhold, og hvis vi kan få deltagerne til at skændes, er debatten vellykket. Vi taler ligefrem om sekundanter.

Og studieværten, selv den mest begavede, forsøger at få modsætningerne til at tårne sig op, og bagefter kan vi konstatere, at alle deltagerne uden undtagelse kom til at fremtræde dummere, og mere endimensionale end de er. Og klogere blev vi seere jo heller ikke.

Udviklingsinstinktets, kunstens anliggende er det absolut modsatte, nemlig emmergens. At opnå en helhed som er noget fuldkommen andet og mere end summen af delene. Liv.

At få en samtale til at fungere på udviklingsinstinktets præmisser forudsætter en indre nødvendighed:
1) At vi erkende at vi har et problem
2) at vi erkender at vi ikke aner hvad vi skal stille op
3) at vi beslutter os til sammen at gøre noget ved det.

Det er den form for skabende fællesskab som forårsager de væsentlige kulturelle nybrud. Det var den samtale rødstrømperne førte, det var den samtale som en lille kreds af mennesker omkring Grundtvig førte, hvor de udviklede det levende ord og skolen for live, og det var den samtale som udfoldede sig omkring Lorenzo de’ Medici, som i Firenze samlede de mest visionære kunstnere og tænkere omkring sig. En lille flok mennesker som udviklede de tanker, som sprængte middelalderkirkens antiindividualisme og fødte renæssancen.

Det autentiske engagement udvikler et fællesskab, som jeg oplever i mine bands. Hvor Den danske Blæserkvintet er en bedre musiker end jeg er, end Bjørn er, end
Søren er og så videre. Der oplever vi et fuldkomment fællesskab, hvor vi er ét med vores fælles projekt, og samtidig en individualitet, hvor hver mand har hele ansvaret. Der skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent. Det er et fuldkomment fællesskab og en fuldkomment forstærket autonom selvstændighed som en og samme tilstand. Det skabende fællesskab.

Vi bliver nødt til at generobre det levende ord, for vi har noget at tale om. Vi bliver nødt til, at tilbageerobre samtalen fra medierne. De samtaler medierne sætter i gang i os, er værdiløs udveksling af synspunkter. Væk med det, og lad os løse de problemer vi står i til halsen:
Undervisningssystemet er en død sild, ingen organtransplantation kan få den op at flyve. Forfra, forfra, forfra. Hvordan kan vi opdrage vores børn autentisk, uden at vi skaber os, hvad vil det sige at være en mand i en kultur med frie kvinder, en fuldkommen anden kultur, end den de gamle manderoller udfoldede sig i. Hvad stiller kvinderne op med deres frustration over mændene? Hvad stiller vi op med selvoptagethed, offerbevidsthed og fravær af udviklingsinstinktets hierarkiske værdier. Osv, osv. Hvad vil vi med vores fabelagtigt udviklede samfund, beboet af sensitive, frie mennesker.

Vi bliver nødt til at mødes i åbenhed og vilje til sætte os selv på spil. Mediernes flimmer kan ikke hjælpe os. Det skaber i højden en zappers omstillingsparathed. Vi har brug for dybde og der kan bogen hjælpe os. Du tilbringer, dage, måneder og år sammen med forfatteren. Vælg den med omhu.

Men vi har først og fremmest brug for hinandens autentiske engagement.

Og allervigtigst. Jeg taler ikke om de andre. Jeg taler kun til dig.

Og det bliver nok ikke så meget om serbokroatiske vandmøller i atten hundrede tallet, men om emner der er relevante for vores liv nu og i fremtiden, tanker og toner som tvinger os til at stå på tæer og strække hal, og som får os til at springe op af stolen og storme ud og se os om efter hinanden og den verden vi er ubrydeligt sammenvokset med.

Læs Jørgen Lyhne’s interview med mig i tidsskriftet “Cognition & pædagogik” om emnet: Kollektivt flow

Kollektivt flow

Foredrag om Det højere vi fra Krop, Sind og Ånd messen 2008

Del 1:

Del 2: