Indledningstale til Bogforum

Jeg havde den ære, at åbne Bogfredags (11.11.11), og her er den:

Mit forfatterskab er hurtigt overstået. Det består af to bøger. Den første hed Ind i Musikken og udkom i 1987. Det er en vanskelig bog med en masse nodeeksempler. Jeg skrev den bog jeg ville, og til alles forbløffelse solgte den over 100.000 eksemplarer og sælger stadigvæk.

Det viste sig, at det var en bog som satte en samtale i gang, som vi havde lyst til at føre. En samtale som – med et udtryk fra naturvidenskaben – udviklede selvstændige
empirikere. En selvstændig empiriker er et menneske som er forsker i eget liv, et selvstændigt sansende og undersøgende menneske.

Ordet samtale er afgørende og med min bog nr. to, Mesterlære, en livsfortælling, håber jeg på at sætte en samtale i gang som vi har hårdt brug for. En samtale som handler om hvem vi er som kulturvæsner, hvor vi sidder fast og hvordan vi kommer videre. Hvad vil vi med vores liv og samfund?

I Mesterlære fortæller jeg om mit liv som deltager i den ultra positive og supernødvendige udvikling af værdier vi har gennemført i vores del af verden, og gennemført med stor succes. Det er en udvikling, som har lært os omsorg og skabt velfærdsstaten.

En udvikling, hvor kvinderne har talt sig fri af tusind år gamle patriarkalske strukturer og udviklet en identitet som frie og selvstændige væsner på lige fod med mændene.

Vi lever i et samfund hvor stort set hele befolkningen er i stand til at tale civiliseret om hvordan rollerne om hjem og børn og arbejde skal fordeles mellem far og mor. Aldrig før i verdenshistorien har man oplevet noget tilsvarende og kun ganske, ganske få steder på planeten har man et befolkningsflertal som kan det.

Og vi har udviklet senmodernitetens sensitive selv, og kan med matematisk præcision tale os ind på livet af hinanden, hvis vi vil.

Vi er produkter af ufattelig mange timers kvalificerede samtaler, hvor vi i kraft af velfærdsstaten har haft tid til at tale om alt mellem himmel og jord, og har haft lov til at tale om alt mellem himmel og jord. Vi er en nation, hvor vi kan gå i Falkonercentret til Krop, Sind og Ånd messe og zappe tro og religion. Vælge mellem 31 forskellige slags Kristendom, Sufidans, Koranlæsning, guld røgelse og myrra skær. Hvornår i verdenshistorien har vi kunnet opvise noget tilsvarende, og hvor mange steder på planeten?

Sku’ vi ikke ta’ og lave sådan en messe i Saudiarabien?

Vi har definitivt afskaffet den sorte skole og spørger vores børn: ”Hvad kan du tænke dig at bruge dit liv til min egen guldklump?” Intetsteds i verdenshistorien og næsten ingen andre steder på planeten kan mønstre en civilisation som kan det.

Vi mennesker, som er samlet her på Bogmessen, er resultatet af en lang, nødvendig, positiv og super vellykket udvikling af værdier.

Men vi er sandet til i vores egen succes og sidder lammede til halsen i vores egne værdier.

Kultur bølger mellem nybrud og tilsanding, og tilsandingen af vores kultur kan ses over alt, når man har øjne at se med.

Tilsanding af individet: Hvor min farfar, bondemanden havde en identitet, som på mange måder fortalte ham, hvordan et ordentligt menneske skal opføre sig, har vi udviklet en psykologisk selvforståelse.

Psykologien er en videnskab, som har givet os umådeligt rige gave, men den psykologiske selvforståelse er problematisk, fordi psykologiens hovedinteresser er, hvordan vi har det, og hvorfor vi har det, som vi har det. Hvis man ikke er på mærkerne – og det var vi ikke – vil det opfordre os til at interessere os så intenst for, hvordan vi har det, at
der udvikles en morbid selvoptagethed. Og når vi er optaget af hvorfor vi har det som vi har det, så udvikler vi offerbevidsthed.

Offerbevidsthed: Vi hører en mand og en kvinde tale sammen i Supermarkedet, så ubehageligt, at vi kan regne ud, at de må da vist være gift. Udenfor siger hun: ”Hvor var du ubehagelig”. Hvortil han trækker offerkortet og siger: ”Jamen jeg er så deprimeret”. Så er samtalen forbi, for når man er deprimeret, er der ingen grænser for hvor infamt man har ret til at opføre sig, overfor sit hjertes erklærede udkårne.

Vi taler meget om nærvær. Nærvær betyder, at vores tid og vores opmærksomhed er givet til hinanden, til verden.

Fravær er jo så, når vores tid og vores opmærksomhed er givet til hvem? Til os selv. Det befriende ved sådan et udsagn er, at det ikke er et synspunkt. Det er en kendsgerning! Og når verdenshistoriens mest udviklede sensitive selv retter al sin sensitivitet mod sig selv, skabes der en uigennemtrængelig skal af fravær. Som vi lever vores liv i. Hvor det vigtigste i verden er, hvordan jeg har det! Det har taget 13,7 milliarder år at udvikle en bevidsthed, der kan tænke selv. Det vigtigste i vores liv, kan det virkelig være hvordan vi har det!

Samtalen, fællesskabet og debatten er tilsandet: Fraværet af visioner betyder, at vi lever vores liv i overlevelsesinstinktet. At vi ser verden gennem overlevelsesinstinktets værdier. Overlevelsesinstinktets kærne er den eksistentielle grundangst. Vi har været andre væsners middagsmad siden tidernes morgen. Så idealtilstanden for overlevelsesinstinktets fællesskab er fred på jord. Hygge. For at få hyggen til at brede sig styrer vi os. Vi holder igen med, hvad vi taler om. ”Dont rock the boat.” Hygge er et fællesskab, vi bliver dummere af, men formålet er heller ikke udvikling, overhovedet. Det er fred på jord. Altså, et fællesskab på bekostning af individualitet.

Overlevelsesinstinktets debatform er åben krig, konflikt, hvilket er individualitet på bekostning af fællesskab. Hvis vi ser på hvordan medierne orkestrerer en debat, så er det altid som konflikt. Der skal være et modsætningsforhold, og hvis vi kan få deltagerne til at skændes, er debatten vellykket. Vi taler ligefrem om sekundanter.

Og studieværten, selv den mest begavede, forsøger at få modsætningerne til at tårne sig op, og bagefter kan vi konstatere, at alle deltagerne uden undtagelse kom til at fremtræde dummere, og mere endimensionale end de er. Og klogere blev vi seere jo heller ikke.

Udviklingsinstinktets, kunstens anliggende er det absolut modsatte, nemlig emmergens. At opnå en helhed som er noget fuldkommen andet og mere end summen af delene. Liv.

At få en samtale til at fungere på udviklingsinstinktets præmisser forudsætter en indre nødvendighed:
1) At vi erkende at vi har et problem
2) at vi erkender at vi ikke aner hvad vi skal stille op
3) at vi beslutter os til sammen at gøre noget ved det.

Det er den form for skabende fællesskab som forårsager de væsentlige kulturelle nybrud. Det var den samtale rødstrømperne førte, det var den samtale som en lille kreds af mennesker omkring Grundtvig førte, hvor de udviklede det levende ord og skolen for live, og det var den samtale som udfoldede sig omkring Lorenzo de’ Medici, som i Firenze samlede de mest visionære kunstnere og tænkere omkring sig. En lille flok mennesker som udviklede de tanker, som sprængte middelalderkirkens antiindividualisme og fødte renæssancen.

Det autentiske engagement udvikler et fællesskab, som jeg oplever i mine bands. Hvor Den danske Blæserkvintet er en bedre musiker end jeg er, end Bjørn er, end
Søren er og så videre. Der oplever vi et fuldkomment fællesskab, hvor vi er ét med vores fælles projekt, og samtidig en individualitet, hvor hver mand har hele ansvaret. Der skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent. Det er et fuldkomment fællesskab og en fuldkomment forstærket autonom selvstændighed som en og samme tilstand. Det skabende fællesskab.

Vi bliver nødt til at generobre det levende ord, for vi har noget at tale om. Vi bliver nødt til, at tilbageerobre samtalen fra medierne. De samtaler medierne sætter i gang i os, er værdiløs udveksling af synspunkter. Væk med det, og lad os løse de problemer vi står i til halsen:
Undervisningssystemet er en død sild, ingen organtransplantation kan få den op at flyve. Forfra, forfra, forfra. Hvordan kan vi opdrage vores børn autentisk, uden at vi skaber os, hvad vil det sige at være en mand i en kultur med frie kvinder, en fuldkommen anden kultur, end den de gamle manderoller udfoldede sig i. Hvad stiller kvinderne op med deres frustration over mændene? Hvad stiller vi op med selvoptagethed, offerbevidsthed og fravær af udviklingsinstinktets hierarkiske værdier. Osv, osv. Hvad vil vi med vores fabelagtigt udviklede samfund, beboet af sensitive, frie mennesker.

Vi bliver nødt til at mødes i åbenhed og vilje til sætte os selv på spil. Mediernes flimmer kan ikke hjælpe os. Det skaber i højden en zappers omstillingsparathed. Vi har brug for dybde og der kan bogen hjælpe os. Du tilbringer, dage, måneder og år sammen med forfatteren. Vælg den med omhu.

Men vi har først og fremmest brug for hinandens autentiske engagement.

Og allervigtigst. Jeg taler ikke om de andre. Jeg taler kun til dig.

One Response to Indledningstale til Bogforum
  1. Helen Ramsdahl Christensen
    marts 1, 2012 | 00:00

    På biblioteket i Svendborg: oplevede jeg at jeg gerne ville skrælle lag af, komme ind til det inderste, det ægte det oprindelige, til livsnerven – arbejdet er mit, det véd jeg. Dit billede med udvikling og offer er indlysende.
    Under en koncert med Nicola Jankow og hustru og orkestret incl. dig i Ærøskøbing for mange år siden – tænkte jeg jamen de har spillet i 3-4 timer og spurgte under et ophold “bliver I ikke trætte”. Svaret var dengang “Til bryllupper spiller vi i flere dage, jo så bliver vi trætte”. Er det udviklingsretningen (ikke offertanken) flowet der medvirkede til at de ikke engang fik røde kinder? (jeg får uro i benene når jeg hører denne musik – så vil jeg danse).
    Tak for et gevaldigt skub i en retning jeg gerne vil.
    K H. hende med huen først på da dine ord sluttede