Komposition

Først og fremmest et hav af stykker komponeret til Bazaar og øvrige bands.
P.B. har i en årrække arbejdet med “fraktal musik”. På bestilling af Det naturvidenskabelige Fakultet komponerede han, over et fraktalt tonemateriale, “5!” til Den danske Blæserkvintet. Den uropførtes i Universitetets Festsal i 1996 og udkom i 1998 på CD´en “Wood Wind”. I kulturbyåret optrådte han i Copenhagen Jazzhouse med “Bastians Fraktalhelvede”.

I samarbejde med trompetisten Palle Mikkelborg, komponerede og spillede Peter Bastian musikken til åbningskonferencen “Teknovision” i anledning af Dansk ingeniørforenings 100 års jubilæum.

1999 komponerede han 70 minutters musik til balletten “Shabistaris Have” med koreografi af Thomas Eisenhardt. Musikken er algoritmisk komponeret og dels computerbaseret med samplede lyde, dels spillet.

I 2000 uropførte det dansk/bulgarske kvindekor Usmifka korværket September, med tekst af Tove Haraldsted.

April 2002 uropførtes balletten DANMARK med musik af Peter Bastian, koreografi af Thomas Eisenhardt og scenografi af Bjørn Nørgård.