CV og omtale

NIKOLA JANKOV * PETER BASTIAN * IVANKA BOGDANOVA OG LENOVSKATA GRUPA
Nikola Jankov og Lenovskata Grupa har i en årrække været et af Bulgariens mest berømte bands. Musikken er folkemusik i ordets oprindelige betydning: brugsmusik for folk, skræddersyet til at formidle følelser og rå energi. Spillestilen er udviklet før mikrofoner og forstærkeranlæg, så alle musikerne spiller med ubegribeligt kraftige lydtryk. Nikola Jankov blev af Berlingernes anmelder omtalt som: “En overvældende naturkraft af en musiker.” Forsiringsteknikken er ekstremt udviklet. Helt særegne er “de skæve takter” og den konsekvente brug af rytmiske 32 dels triller.
Nikola Jankov bor i landsbyen Lenovo, hvor han også er født og opvokset. Lenovo ligger midt i det centrale bulgarske lavland. Der er hedt og støvet om sommeren og mudret om vinteren. Han elsker sin landsby, og har opkaldt orkestret efter den – Lenovskata betyder “fra Lenovo” – og mange af Nikola Jankovs egne melodier bærer navnet.
Da musikerne kom til Danmark første gang i 1991, havde de aldrig været uden for Bulgarien. Og Nikola Jankov var efter et par dage bogstavelig talt ved at dø af hjemve. I panik hidkaldte vi en læge, og benyttede ventetiden til at servere et så bulgarsk måltid mad som overhovedet muligt. Da han så de stærke grønne chilier brast det henført ud af ham: “Lenovo, Lenovo”. Humøret steg markant under måltidet, og efter en halv flaske bulgarsk Raki kunne lægen konstatere en fuldstændig og mirakuløs helbredelse. Efter endnu en halv flaske raki, spillede han en veloplagt men særpræget koncert.
Nikola Jankov har været min lærer i den bulgarske klarinetspillestil jeg tidligere benyttede i Balkantrioen og nu i bl.a. Bazaar. Jeg producerede min første radioudsendelse om ham i begyndelsen af 70 erne: “Verdens største klarinettist er bulgarer”, og har siden omtalt ham vidt og bredt, når jeg har haft chancen. I min bog: IND I MUSIKKEN, Gyldendal 1987, udgør mødet med ham startskuddet i bogen, og i Mesterlære, som udkom i maj 2011, fortæller jeg om Nikola Jankos liv og vores mange turneer i Danmark, som blev mulige da jerntæppet rustede. Jeg er nu en fast del af bandet, vi har givet koncerter over hele landet årligt siden 1991, og  går i danskerne med træsko på!  Musikken ligger helt åbenlyst tæt på den danske sjæl. Orkestrets optræden på Roskilde-festivalen i 1992, var en begivenhed for både musikere og publikum. Det gyngede! Det gør det stadigvæk!

FRA Peter Bastians bog Ind i Musikken (Gyldendal 1987):

“Og hvilken musik! En fandenivoldsk hidsende strøm af energi hvirvler ud over de dansende, som i mindre og mindre, mere og mere indædt intense trin opsluges af kædedansene. Pludselig eksploderer en gammel bonde i en halsbrækkende solo midten af kredsen, drives til det yderste af musikken og bryllupsgæ¬sternes glammende tilråb. Så er han tilbage i kæden igen; de evigt gentagne trin i den fælles bølgende cirkel, fører de dansende gennem den papirstynde væg der skiller udmattelsen fra den eksplosion af lys vi kalder ekstase, og virkeligheden forsvinder, som et vindpust spreder en røgsky. Et samfund, hvor musikken har en fast og naturlig plads i centrum af det hele! Unge og gamle fælles om tradition og funktion.”
“Et bryllup indledes ved at brudgommen med familie og venner marcherer gennem landsbyen med orkestret i spidsen. Bagende støvet varme, med en marchmelodi i midten. På fløjene to mænd med hver sin rakiflaske, som de skænker af til de gæster som efterhånden slutter sig til følget. Opstemthed, forventning, manden kommer marcherende. Ved bruden hus slår orkestret over i tragisk musik, og her bliver alle sejl sat til. Dystre molakkorder i harmonikaen, og ovenover græder klarinetten i lange fortvivlede improvisationer, en splintret forrevet klang, et tæt vibrerende forsiringsspil med alle karakteristika for sorg og fortvivlelse bygget ind i musikken….Og det virker! Kvinderne græder og omfavner hinanden, mandfolkene ser beklemte ud og taler lavmælt; al den sorg og vemod der jo også er til stede ved et bryllup de gamles vemodige minder, forældrenes beklemthed over at børnene flytter hjemmefra, ind i et ægteskab som de udmærket kender risikoen ved; alt bliver halet frem og får luft.”

FRA Peter Bastians bog Mesterlære, en Livsfortælling (Gyldendal 2011):

Nikola Jankov er over to meter høj og drøj. Han har tilnavnet Stalin, Stålmanden, for sin uovervindelighed som spiller. Han var simpelthen ikke til at lægge ned. Jeg
har oplevet tre døgns bryllupper, hvor alle musikerne lå halvdøde af overanstrengelse og druk i grøften, mens Nikola i ensom majestæt klokken fire om natten med overvældende energi holdt liv i en kædedans for en flok fulde bønder.
Han fortalte, at da han var barn, var folkemusikken typisk med tre instrumenter, feks. klarinet, harmonika og tromme, men som ung hørte han et band som tændte en drøm i ham, drømmen om at være bandleder for en stor gruppe. Det var den berømte Parvomaiskata Gruppa under ledelse af klarinettisten Stoicho, som han hørte. Det var det første bulgarske bigband, med hovedinstrumentet klarinet selvfølgelig, et hold overvægtige sangerinder, to kornetter, mindst to harmonikaspillere og bas. Det klang bare
fabelagtigt, en mur af energi og velklang. Når man spiller så kraftigt kan der komme en meget overtonerig transparent sprødhed i klangen. Og bandet var en sensation.
Nikola Jankov havde fra barnsben spillet den bulgarske skråfløjte kaval, men skiftede til klarinet. Han opsøgte Stoicho og bad om undervisning, men Stoicho var klog. Han genkendte Nikolas talent og takkede for tilliden. Han var ikke interesseret i at uddanne konkurrenter.
Så opsøgte han et ikon på klarinet, sigøjnerstjernen Ramadan Lolov. Han flyttede ind i Nikolas forældres hus, men de fandt ud af, at hans honorarkrav var så ublu, at de kun havde råd til én dag. Den dag blev betalt med to sider røget flæsk, to meter fårepølse, fire skæpper hvede, ti lispund feta ost, to ankre øl og et anker hjemmebrændt rakia, som alt sammen blev læsset på en ged, som fulgte med. Men dén ene dag satte Nikola på sporet. Han lærte hurtigt det nødvendige repertoire og ventede på sin chance. Han dukkede op med klarinetten under armen så snart der var bands som spillede og håbede på heldet.
Og heldet kom!  Til et stort marked i Parvomai, som er den landsby, der havde givet navn til Parvomaiskata Gruppa, spillede gruppen og tre andre orkestre i hvert sit hjørne af en stor plads. Klarinettisten fra orkestret lige overfor Stoichos gruppe var blevet fuld, så Nikola blev råbt an: ”Hej lømmel! Kan du spille?”
Det kunne han. Hurtigt ja, men det kunne de alle sammen: Følelsesfuld, selvfølgelig, del af faget. Men han kunne spille kraftigt. Kraftigt, som man aldrig før havde hørt en klarinet gjaldre. Har man hørt mage! En ung tyr på tyve år, og sådan erobrede han hele forsamlingen. Og triumfernes triumf. Sent på aftenen kom Stoicho med en halvtom rakiflaske i hånden. Stærkt beruset siger han ”Hej lømmel! Det er altså ikke nok at kunne spille kraftigt!”, hvortil Nikola svarede, ”Nej, men det hjælper alt sammen!”
Lenovskata Gruppa i Danmark
Jerntæppet rustede i slutningen af firserne og jeg tog til Bulgarien. Jeg havde ikke set Nikola Jankov i flere år, og han var ældet. Han var syg og havde haft hjertebesvær. Hele hans marked var dødt. Bønderne var gået fallit efter jerntæppets fald, og der var ikke nogen, der var interesserede i hans musik og der er ikke nogen, der siden har været
interesseret i hans musik. Som hvis Bror Kalles Kapel genopstod fra de døde. Han ville ikke have mange at spille for. Han spillede ikke mere. Han havde tabt sig, hvilket var godt, men sølle og hjerteskærende var han. Også hans klarinet var i en forfærdelig stand. Hans kone Ivanka Bogdanova, som er sangerinde, optrådte om aftenen med et orkester, og Nikola spillede lidt med til ære for mig. Musikerne lavede sjov med ham, imiterede æsellyde og kobrøl på instrumenterne. Det var gemytligt, men han var færdig. Spillede usikkert og urent.
Jeg kunne ikke holde det ud og forærede ham min klarinet, og bad ham om at stable et band på benene, så ville jeg organisere en tur i Danmark.
Han kom første gang i 1991. Bandet var ikke for godt, men jeg fægtede med armene og fortalte, og publikum vidste jo ikke bedre. Men i de to uger, vi var på tur voksede orkestrets selvtillid, og jeg overtalte Nikola Jankov til at finde de bedste musikere han kunne opspore, til næste gang han kom til Danmark. Det skulle være den rene vare, musikere som var hjemme i spillestilen trakiska. Allerede året efter var det langt bedre.
Orkestret overlever i Danmark.
Danskerne er ellevilde og honorarforholdene er sådan, at de kommer hjem med et par års løn efter sådan en tur. Vi har lige været på tur og det var et brag af en succes, med skolekoncerter og fulde huse om aftenen. Nikolas liv er mærkeligt. Størstedelen af tiden er han bonde. Og en dygtig bonde. Forbilledlig køkkenhave. Den bedste hjemmebrændte rakia på egnen. Han har købt to geder og fodrer dem med ukrudt fra grøftekanterne. Sagnomspunden feta ost. Men han ligger og drømmer om
Danmark.
Ca. en gang om året kommer han med sit band. Han er snart 80. En gammel bonde i Kastrup lufthavn. Og to dage efter står han på scenen og bliver hyldet af et begejstret publikum. Han folder sig ud med det samme. Hans spillerutine er formidabel, og han spiller hele banden i sænk med sit frit fabulerende spil, hvor han hele tiden tager chancer. Han sover på hotel og bliver feteret fra morgen til aften.
Men sidst i Kastrup gemte han sig bag kufferterne. Han ville ikke hjem!

Vi har produceret to CD´er
og det er i ellevte time, musikken er blevet optaget, for den spillestil Nikola Jankov repræsenterer er ved at uddø. Med den el¬ektriske forstærkning er fortidens rå klangdannelse ikke længere tvingende nødvendig. Endvidere er det gamle klarinetsystem (Albert systemet) ved at blive fortrængt af den fingerteknisk enklere Bøhmklarinet. Den har en glattere, mere klassisk klang, men ejer ikke Albertklarinettens rige mulighed for individuel klang udvikling. Spillestilen tenderer det mere letflydende virtuose med væsentlig hurtigere tempi. Nikola Jankovs djærve swing og den dybde som vi hører i hans ballader er et levende minde om andre tider og en anden livsstil.
Den første CD blev særdeles bredt anmeldt og rost i høje toner: Berlingske Tidende udvalgte den som én af årets bedste pladeudgivelser med begrundelsen: “- en overvældende naturkraft af en musiker.” Amts Avisen Randers gav CD´en topkarakter: fem af fem mulige stjerner: “Det er musik, der river op i sjælen..” Jyllands Posten: “Tempofyldte numre, som serveres med en medrivende energi og vitalitet, veksler med bedrøvede ballader, som går til marv og ben med deres sørgmodige og klagende grundtone. Musik med nerve og sjæl.” Fyns Stiftstidende: “..virtuositeten hos hver enkelt musiker er umiskendelig.”
Vi er glade og stolte over at kunne præsentere den 2. CD med orkestret, 74 minutters musik med orkestret optaget live ved en koncert på Enghøjskolen ved København i oktober 1999. Det er den eneste eksisterende live-indspilning der er udgivet med denne musiktype. Der er kul på!!!!!!

Musikerne er:
Nikola Jankov og Peter Bastian. klarinet
Ivanka Bogdanova: solist, sangerinde
Minio Georgiev: saxofon
Hristo Koritarov: trompet og sang
Rumen Nikolov: harmonika og sang
Ivan Velev: trommer og sang

CD’er med Nikola Jankov

Lenovskata Grupa CD'er